Kosmetisk næseoperation.
Information v/Speciallæge i plastikkirurgi Eeva Kalaja Petersen
Formål:
At ændre på næsens størrelse og facon så den kommer i bedre harmoni med resten af ansigtet.
Generelt:
En næse kan være for stor eller for lille, klumpet eller skæv. Det kaldes alt sammen en kosmetisk næsedeformitet. Den kosmetiske næsedeformitet kan være større eller mindre. Hvis deformiteten er psykisk generende, kan det føre til ønsket om kosmetisk næseoperation. Nogle næsekorrektioner er lettere at udføre end andre. Jo lettere det er at udføre operationen, jo større er sandsynligheden for, at man opnår det ønskede resultat. Det er lettere at gøre en stor næse mindre, end det er at gøre en lille næse større. Er næsen meget skæv, skyldes det ofte, at næseskillevæggen er skæv. Dette kan i nogle tilfælde give luftvejsproblemer. Hvis næseskillevæggen er meget skæv, udføres operationen af en øre-næse-halslæge. Hvis en skævhed af næsen skal rettes samtidig med, at næsen gøres mindre, kan det være en vanskelig operation, hvor resultatet undertiden kan være uforudsigeligt.
En kosmetisk næseoperation er derfor ikke en standardoperation, og operationsteknikken må i hvert enkelt tilfælde nøje diskuteres mellem dig og plastikkirurgen, således at dit ønske så vidt muligt opfyldes. En sådan diskussion foretages bedst, hvis der tages et foto, som derefter kan anvendes i samtalen, så den nye næse kan tegnes ind på billederne.
Hvis en næse er for stor, kan dette skyldes flere årsager. Enten at næsespidsen er for klumpet og vender evt. nedad, at næseryggen er for høj, evt. med en bule (hump), eller at næsen er for bred. Ofte ses alle 3 “defekter” samtidigt.
Teknik:
Ved en kosmetisk næseoperation lægges de fleste snit indvendigt i næseborene. Herved undgås synlige ar. Ved for stor, klumpet næsespids fjernes en del af næsebrusken og evt. nederste spids af næseskillevæggen. Ved høj næseryg fjernes brusk og den fremstående bule på næsebenet gennem en “kanal”, som laves fra indersiden af næseborene. Ved brede næseben oversaves næsebenene, så de kan modelleres på plads. Hvis næseborene er for brede, fjernes et lille stykke af næsefløjene. Operationen foregår som regel i fuld bedøvelse med efterfølgende indlæggelse.
Forløb:
Ved operationens afslutning anlægges en skinne over næsen. Skinnen og evt. tråde fjernes efter en uge. Man skal herefter være forsigtig og ikke komme til at støde næsen, så kan den gå ud af facon. Næsen kan føles lidt tilstoppet i starten. Man skal være forsigtig med at pudse næse de første 2-3 uger efter operationen. Arbejdet kan som regel påbegyndes igen efter ca. 2 uger. Sport kan genoptages efter ca. 4 uger, hvis man er forsigtig og ikke støder næsen. Næsen er lidt hævet i starten og hævelsen aftager lidt efter lidt. Det sidste af hævelsen aftager langsomt. Det endelige resultat kan først vurderes efter ½ – 1 år.
Bivirkninger:
Der er næsten igen smerter efter operationen. Kinderne kan blive lidt hævede, og der kommer ofte blå mærker og hævelse under øjnene. Efter at skinnen er fjernet, er næsen lidt hævet. Det varer ca. 2 uger efter operationen før man ser nogenlunde normal ud igen. Slimhinderne i næsen er hævet i starten med deraf følgende nedsat luftpassage. Lugtesansen kan være nedsat i starten.
Komplikationer:
Blodansamlinger og infektioner ses meget sjældent efter operationen. Slutresultatet ved næseoperationer kan være uforudsigeligt. Af og til falder hævelsen ikke som ventet, de nederste bruske bliver uregelmæssige, og undertiden forskubber næsebenene sig tilbage på plads. Nedsat luftpassage kan også forekomme. De fleste problemer kan korrigeres ved en senere operation. Meget sjældne komplikationer: Pludselig næseblødning i efterforløbet. Permanent nedsat luftpassage. Permanent ændret lugte og smagssans. Skade på tårekanal. Hudskade med efterfølgende ardannelse.
Forventet resultat:
Som regel en mindre og mere lige næse som passer bedre til ansigtet.